Af Alexander Bendtsen
Er man ude efter et originalt stykke science fiction, eller et værk der vender op og ned på action- og thriller-konventioner, skal man ikke kigge i retning af Elevation. Her krydses hvert punkt i actionthrillerhåndbogens berettermodel af på uinspireret vis.
Til skabernes kredit skal det fremhæves, at filmen kender sin besøgstid med en godt og vel 90-minutters spilletid fortalt i et tjept tempo. Indenfor sine simple rammer fortæller filmen til gengæld heller ikke andet end en uinteressant historie om gode mennesker, der kæmper mod onde monstre.
Elevation drejer sig om menneskehedens sidste overlevere, der kæmper for håb og netop overlevelse, mod en flok mystiske væsener der, tre år inden handlingens start, udryddede 95% af jordens befolkning.
Den mest originale idé i filmen er konceptet omkring monstrenes eneste svaghed: at de af en uforklarlig årsag ikke kan færdes i en vis højde, hvilket betyder, at man overlever ved at gemme sig i bjergene. Et koncept der anvendes til udmærket underholdning i visse actionscener, men som dybest set er utroligt fjollet og svært at tage seriøst. Især når monstrene samtidigt er fuldstændigt urørlige i alle andre sammenhænge, inklusivt når man kyler granater i fjæset på dem.
Netop monstrenes modstandsdygtighed er ellers endnu et element, der fungerer nogenlunde i actionscenerne. Filmens action er gennemgående konstrueret med god forståelse for spændingsopbygning, hvor heltene i højere grad er bytte end trusler for fjenden. Det skildres underholdende, hvordan de derfor må kombinere grundig planlægning med kvik improvisation for at overleve deres uundgåelige sammenstød med monstrene.
Alligevel bliver actionscenerne aldrig vildt gribende. Dels fordi filmens budget ikke kan bære ambitionerne, så både monstrene og effekterne føles kunstige og outdatede. Især er problemet dog, at heltene i centrum er uinteressante hvilket i høj grad hæmmer følelsen af at noget står på spil.
I centrum finder man Will (Anthony Mackie), der er nødt til at rejse ned fra den lille by, ham og lidt under 200 overlevere har bygget sammen på toppen af et bjerg, hvor monstrene ikke kan nå dem. Han er tvunget til at bevæge sig ned i farezonen efter medicin til sin dødeligt syge søn. Det er en motivation, der er nem at forstå og investere sig i. Samtidigt er det set 100 gange før, ligesom at han sørger over sin kone og derfor er endnu mere beskyttende overfor sin søn – for ikke at miste begge dem han holder allermest nært. Derudover har karakteren ikke et eneste interessant karaktertræk og bliver aldrig mere end en dødkedelig stereotypisk actionhelt.
Med på Wills rejse finder man Katie (Maddie Hasson), en karakter hvor filmen ikke kan beslutte sig for, om hun skal være det hårdkogte sidekick, det håbløst forelskede sidekick, eller det humoristiske sidekick. Mere interessant er deres tredje kompagnon Nina (Morena Baccarin), en fysiker der arbejder på en våbenmodificering, der kan bruges til at dræbe monstrene. Hun reduceres desværre til en søgt klichéfyldt selvdestruktiv semialkoholiker, der har set ting som de andre aldrig kunne drømme om, hvilket hverken klæder fortællingen eller den ellers dygtige Morena Baccarin.
Filmen har ellers også sine momenter i sin visuelle præsentation, hvor især en sekvens i en mine indeholder belysning og kameraføring, der dikterer en neglebidende stemning. Ligesom med filmens effekter er præsentationen desværre også til tider præget af en kunstig æstetik, med indstillinger der føles skruet hurtigt sammen på en computer, hvilket reducerer stemningen til noget mere overfladisk.
Manus svinger i samme grad. Flere gange bliver der leveret dialog, der tjener en gennemgående tankegang i filmen, angående vigtigheden af at bevare håb i tilsyneladende håbløse situationer, ligesom der også lommefilosoferes over betydningen af at være sin verdens ultimative rovdyr. Det er simpelt men fungerer og giver lidt substans i en ellers meget intetsigende filmoplevelse. Til gengæld ryger dialogen alt for ofte over i et territorie, hvor vores store stærke actionhelte kommer til at lyde meget mere som mundhuggende skolebørn. Det stikker gang på gang en kæp i hjulet på det dramatiske momentum.
Elevation er science fiction og actionthrillerfilm på sit mest banale. Den er hurtigt set, og lige så hurtigt glemt.
Kommentarer